Jeg sov aldeles elendigt natten til mandag også selv om jeg havde en hældt en sund cocktail af sovepiller og vin indenbords. Jeg vågnede mange gange i løbet af natten Var panisk angst for hvordan det gik med Tove, som lå helt alene på hospitalet og tænkte over fremtiden som virkede helt blank og uvirkelig.
Kl. 08 ringede krisepsykologen, som jeg søndag aften fået en aftale med igennem vores helbredsforsikring på arbejdet. Jeg kan ikke rigtig huske hvad vi snakkede om. Tror jeg mest fortalte om hvad der var sket, røg smøger, rystede og græd.

Kit, Thomas, Pia og jeg kørte tidligt ind på rigshospitalet for, at være ved Tove som fortsat var i medicinsk koma. Lise og Tage tog sig af Erika.
Omkring middag snakkede vi med hjerteintensiv afdelings overlæge. Han var meget bekymret for de tider der var gået, før ambulance redderne havde fået gang i Tove igen.
Effekten af den hjertemassage og mund til mund jeg gav Tove i ti minutter samt uvisheden om hvor lang tid Tove havde haft hjertestop før jeg vågnede. Det var en helt surrealistisk - ”ud af kroppen oplevelse”, da lægen fortalte om de retningslinier de havde på hjerteintensiv og for hvor længe man ville fortsætte en behandling af Tove. Det var der, det først rigtig gik op for mig, hvor alvorligt det var, og ikke mindst hvor dårlig prognosen for Tove var, da lægen fortsatte med at fortælle om hvordan man kunne måle om der var liv i hjernebarken.
Jeg kunne ikke overskue at høre mere på det tidspunkt eller magte at se Thomas og Kit i øjnene. Tankerne kørte rundt i mit hoved, var jeg vågnet i tide og havde jeg gennemført førstehjælpen på Tove godt nok?!

Gik ned for at ryge og ringede til Christian som kom med det samme. Havde brug for at snakke med en ven og uvildig læge med viden om hjertestop. Havde en fornemmelse af at afdelingslægen holdt igen med informationerne. Vi gik en tur, sammen med Pia og Julija og fik snakket Det var rigtig rart at komme lidt ud og få snakket.
Resten af dagen gik på riget. Lægerne begyndte langsomt at tø Tove op til hendes normale kropstemperatur og trappede ned på hendes sove og smertestillende medicin.
De ville forsøge at vække Tove tirsdag morgen. I bedste tilfælde, mente lægen at Tove ville vågne tirsdag engang over middag, være fuldstændig konfus, ikke kunne genkende nogen og formegentlig ikke ane hvem hun var.

Vi overnattede alle sammen hos Lise og Tage igen. Før jeg gik i seng ringede jeg til hjerteintensiv for, at høre hvordan det gik med Tove. Jeg snakkede med Søren, som passede Tove den aften. Han fortalte at Tove havde reageret da han havde sagt hendes navn. Hun havde meget langsomt åbnet øjnene helt op, ligesom hun skulle tvinge dem op. Søren nævnte at hun havde udmærket pupil reaktion og at hun derefter havde lukket øjnene igen og hostet da han sugede hendes respirator slange for slim. Det var simpelthen for stor og god en nyhed til jeg kunne rumme den. Pia og Lise kom løbende da de hørte inde fra stuen at jeg sad og stor hulkede på trappen udenfor. Jeg fik endeligt lidt selvkontrol tilbage og fik jeg fortalt den gode nyhed videre.