Lørdag aften var helt som den plejer for os. Vi hyggede os og Tove gik i seng omkring midnat. Jeg blev lidt oppe for at lave hjemmeside og gik i seng to timer senere. Tove var oppe og amme Erika da jeg gik i seng, alt var som det plejer.

Husker at jeg drømte Tove gav en forfærdeligt rallen fra sig. Jeg havde en mærkelig "Deja-vue" fornemmelse over den rallen. Jeg vågnede ved at vores datter græd og skubbede et par gange til Tove; jeg troede hun bare sov. Ingen reaktion. Af en eller anden grund faldt det mig ind at nive hende … stadig ingen reaktion. Klokken var omkring 0430.

Jeg blev ufattelig bange, for op af sengen, tændte lyset, vendte Tove om på ryggen i sengen. Det var som at se en dårlig voksdukke zombie efterligning af Tove. Helt livløs og slap.
Panikken nærmest eksploderede i mig, jeg ruskede i Tove og mærkede om der var nogen puls.
Ingenting.
Gav hende et hårdt slag med flad hånd på brystet, jeg var ikke i tvivl om hun havde hjertestop.
Jeg væltede ud af sengen igen, og famlede rundt i stuen efter en telefon. Ringede 112 imens jeg satte mig overskrævs i sengen og gik i gang med hjertemassage.

Tårerne væltede helt ukontrollerbart ud af mig men jeg fuldstændig hysterisk gav hende to hårde slag med knytnæve i brystet. Jeg har lært hjertemassage på den "gamle" måde i militæret. Her startede man altid hjertemassagen med to slag og derefter hed det 5/1. Dvs. et pust og fem tryk på hjertet, etc. Jeg fortsatte hjertemassage og prøvede at fortælle alarmcentralen hvad der var sket og hvor vi var.

Efter anbefaling fra ham jeg snakkede med hos alarmcentralen (som jeg i øvrigt husker som en kæmpe idiot… han talte i hvert fald til mig som jeg var en), hev jeg Tove ned på gulvet fra sengen for at få et mere fast underlag.
Jeg husker det som om at Tove nærmest smadrede ned på gulvet fra sengen, det kom helt bag på mig hvor tung og livløs hun var.

På gulvet begyndte jeg at køre 30/2, igen på anbefaling fra alarmcentralen. Det er åbenbart hvad man anbefaler i dag. Sådan fortsatte jeg i 10 minutter, med 30 hjertetryk og to pust. Hvert pust jeg gav Tove, fyldte hendes lunger helt op. Den lyd af Toves læber der blafrede, når luften blev presset ud af hendes lunger, var ubeskrivelig ubehagelig.
Tove var ikke ved bevidsthed på noget tidspunkt, men kom et par gange med den samme rallen, som den jeg vågnede af. Hver gang skreg jeg helt hysterisk "Kom nu Tove, kæmp for helvede!" og gav hende vist et par slag i brystet mere. Første gang jeg nogensinde har slået en kvinde; forhåbentlig også sidste!
Ambulancen kom efter 10 minutter. Det var helt uvirkeligt at se redderne komme ind i rummet, mens jeg sad nøgen, bøjet forover min hustru, med dinglende klokkeværk for hver gang jeg gav hende et tryk på hjertet. En helt absurd og kaotisk situation. Jeg kan huske jeg tænkte at bare de (redderne) ikke tænkte, at det var mig der havde gjort Tove noget. Det er åbenbart de mest mærkelige ting man kan nå at tænke i sådan en situation.

En redder gav Tove en iltmaske på. Jeg fortsatte hjertemassagen imens en paramediciner begyndte at finde kanyler frem og den anden redder riggede hjertemassage maskinen til. Redderne fik maskinen på koblet på Tove.
Der gik fem minutter inden de fik startet Toves hjerte med defibrillering, men det gik over i endnu et hjerteflimmer. Først efter 10 minutter fik de liv i Tove igen, med en vedvarende, men meget svag puls. Det blev til knapt 25 minutter for Tove uden selvstændig hjertefunktion.
Ambulancen brugte yderligt 15 minutter på at stabilisere hende.
I mellemtiden tog jeg mig af Erika, mærkeligt nok havde hun ikke grædt imens jeg var i gang med hjertemassagen. Heldigvis… det havde ikke været til at bære at skulle rede Tove imens Erika græd. Jeg fik også ringet til en Jakob, en god ven fra arbejdet, hvis hustru Annette er i mødre gruppe med Tove. Jakob kom kort tid efter og tog Erika med sig.

30 minutter efter ambulancen var ankommet, var Tove stabil nok til at blive kørt til Holbæk hospital. Undervejs i ambulancen fik jeg ringet til Kit, som så fik fat i Thomas.

På Holbæk hospital kom Tove i respirator og en køledragt der køler kroppen ned til omkring 32 grader. Tove blev lagt i medicinsk koma, men holdt stadig selv pulsen.
Jeg fik fat i mine forældre og søster, som afbrød deres ferier og kom hjem til Danmark. Jeg fik også vækket Jeppe, som kørte til Holbæk efter en våd nat og to timers søvn :|. Det var dejligt ikke at være helt alene om det hele.

Omkring middag besluttede lægerne i samråd med Rigshospitalet at overflytte Tove til Rigshospitalets Hjerteintensiv afdeling, hvor de fortsatte med nedkølingen af Tove.
Kit ankom omkring middag, Thomas omkring 17.
I mellemtiden kørte jeg til Kalundborg sammen med Camilla, Lena og Far, samt Jens for at hente Erika hos Jakob og Anette samt at hente lidt ting hjemme fra Holmevang. Jeg var slet ikke forberedt på hvor hårdt det var at komme hjem igen. Brød fuldstændigt sammen da jeg sad og pakkede  mine, Erika og lidt af Toves ting.

Vi kørte tilbage til Rigshospitalet, hentede Kit og Thomas, som var blevet for at se til Tove. Omkring kl. 20 kørte vi hjem til Lise og Tage som lige var landet fra Italien, spiste mad og gik tidligt i seng.
Selv om jeg fik et par sovepiller var natten et helvede at komme igennem. Vågnede konstant, græd og tænkte på Tove og hvad der mon ville ske.